TV der bevæger dig

UDDANNELSE

16-årige Erik fra Viborg tager 10. klasse i Sydslesvig

Hvert år vælger en lille håndfuld danske folkeskoleelever at tage på udveksling i Sydslesvig. Ikke bare en uge eller to, men et helt skoleår.

Erik Risvig Nordestgaard fra Viborg er på udveksling i Sydslesvig for at blive bedre til tysk. Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

En af dem, der har valgt at tage 10. klasse syd for grænsen, er 16-årige Erik Risvig Nordestgaard fra Viborg.

- Jeg synes ikke, at tysk er super spændende, men jeg synes, det er udfordrende at lære nye ting, fortæller den 16-årige teenager, der efter to måneder på A.P. Møller Skolen i Slesvig har fået en hel del flere tyske gloser i ordforrådet.

For selvom skolen hører under det danske mindretal, og de næsten 600 elever undervises på dansk, så foregår meget af fritiden på tysk.

- Jeg blev måske lidt overrasket over, at de taler tysk i frikvartererne. Det er jo en dansk skole. Men jeg har det fint med det nu, og jeg forstår 95 procent af, hvad der bliver sagt på tysk, siger Erik Risvig Nordestgaard.

TAG DIN 10. KLASSE SOM UDVEKSLINGSELEV I SYDSLESVIG

  • Hvad er ”Tag din frivillige 10. klasse i Sydslesvig” ?

Det er et tilbud til elever fra Danmark. Det er – som der står – frivilligt. Dvs., man får ikke et eksamensbevis med hjem, som man kan bruge i Danmark. Eleven gør det ud fra lysten til opleve den spændende sprog- og kulturskat, der er syd for grænsen. Eleven bliver i dét år, hun er her, en del af det danske mindretal i Sydslesvig. Hun oplever en tosproget hverdag, hvor der tales tysk og dansk omkring hende hele tiden, hver dag. Og det er de personlige kompetencer på den kulturelle/sproglige konto, som eleven tager med hjem som gevinst. Det er ligesom et au-pair-år noget, der tager sig godt ud på et cv. Helt konkret går gæsteleven i en 10. klasse i Sydslesvig, bor hos en værtsfamilie og dyrker sine hobbys og nye kammeratskaber i fritiden. I weekenden kan man selvfølgelig tage hjem til Danmark, når man har lyst.

  • Hvem kan blive udvekslingselev?

Elever fra Danmark, som har lyst til et ”sabbat-år” i form af et spændende og inspirerende år som frivillig 10. klasses elev i Sydslesvig. Du vil få en kæmpe viden om Sydslesvig, det danske mindretal samt tysk sprog og kultur og styrke dine kommunikative og sociale kompetencer, hvilket vil komme dig til gode på din videre vej.

  • Hvem kan blive værtsfamilie?

Har din familie plads og lyst til at have en udvekslingselev boende, som kan præge jeres hverdag med dansk sprog og kultur, så kan I sagtens være en egnet værtsfamilie. Det er ikke vigtigt, at der er jævnaldrende børn, men at der er plads i hjemmet, samt gode strukturer ift. at gæsteeleven kan passe sin skole og sine hobbys. Det forventes af værtsfamilier, at de giver eleven kost og logi. Det forventes ikke af værtsfamilien, at de betaler for elevens hobbyer, tøj, musik osv.

 

Kilde: www.feriebarn.dk

 

Se mere

Et skud danskhed

Når Erik ved skoleårets slutning tager hjem til Viborg, så er det med både sprog og kultur i bagagen, men forhåbentligvis har han også selv efterladt noget hos klassen i Sydslesvig. Det er i hvert fald formålet med udvekslingen, hvis man spørger projektleder Per Oetzmann fra Grænseforeningen.    

- Begge parter får jo noget ud af det. De rigsdanske elever giver jo et skud danskhed til de klasser, som de kommer i. Der er jo også elever i Sydslesvig, der ikke har dansk som modersmål, så det er win/win, siger Per Oetzmann, der også er tidligere lærer på en af mindretallets skoler i netop Sydslesvig.

Udvekslingsprojektet er stadig relativt nyt, og i år er der tre danske elever afsted. Målet er at komme op på ni i løbet af de næste par år.

- Det er et stort skridt at tage til et andet land og bo hos en anden familie og at gå i en anden skole i et helt skoleår. Men vi mener, at det er muligt at finde både skolepladser og værtsfamilier til omkring ni hvert år, forklarer projektlederen.

En bedre fremtid

Erik Risvig Nordestgaard er som nævnt ikke ovenud begejstret for tysk, så det kan måske undre nogen, at han vælger et helt skoleår i netop Tyskland.

- Jeg tror, at det her forbedrer min fremtid. Min far arbejder for et internationalt firma, hvor han taler tysk og engelsk hver dag. Så det kan kun blive en fordel for mig, når jeg kommer hjem og skal søge uddannelse og arbejde, forklarer Erik Risvig Nordestgaard.

Udover sproget, der allerede er vokset, så er der også en anden fordel ved at have skiftet adressen i Viborg ud med en i Slesvig.

- Derhjemme har jeg fire søstre, og to af dem er teenagere lige nu. Hos min nye værtsfamilie er der en dreng næsten på min egen alder, det er lidt mere roligt, afslutter Erik med et diplomatisk smil.

 

Læs mere om 10. klasse i Sydslesvig her.