16 skolebørn kan alligevel komme til skole efter nytår

Da der kom nye køreplaner d. 13. december, forsvandt den bus, der kørte 16 børn til Vorbasse skole. Nu skal de med taxi.

Den nye buskøreplan betød, at 16 børn ikke længere kunne komme fra busstoppestedet i Skjoldbjerg og til Vorbasse skole. Men nu er problemet løst.

På Billund Kommunes byrådsmøde i tirsdags kom det frem, at politiet mener Skjoldbjergvej er trafikfarlig. Og når en vej er trafikfarlig, skal kommunen sørge for at børn kan fragtes i skole.

Fra d. 4. januar kan de 16 skolebørn derfor se frem til at blive kørt i skole i minibus eller taxi på Billund Kommunes regning.