17-årig kvinde sigtet for seksuelt overgreb mod 15-årig

En 17-årig kvinde fra Vejle er sammen med sin kæreste sigtet for at have udsat en 15-årig pige for groft seksuelt overgreb ved Hørning Station.

En 17-årig kvinde fra Vejle er sigtet i en sag om groft seksuelt overgreb på en af kvindens bekendte - en 15-årig pige. Sammen med sin 21-årige kæreste er kvinden fra Vejle sigtet for grov vold, vidnetrusler, forsøg på voldtægt og anden seksuel omgang end samleje mod den 15-årige.

Tirsdag eftermiddag har Østjyllands Politi anholdt endnu en mand.

- Det drejer sig om en 22-årig mand fra Midtjylland, som lige nu sidder til afhøring, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz til TV SYD.

- Som det ser ud lige nu, skal han i grundlovsforhør i morgen, forklarer vagtchefen.

Overgrebet fandt sted mandag ved stationen i Hørning. Parret blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør i Horsens, der foregik for lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning.

Parret nægter sig skyldig i sigtelserne og kærede fængslingen til Venstre Landsret.