17-årig med peberspray går verden rundt

TV SYDs historie om en 17-årig pige, der ifølge egen forklaring brugte en peberspray ved et overfald, går nu verden rundt.

TV SYDs historie om en 17-årig kvinde fra Sønderborg, der risikerer en bøde for at være i besiddelse af en peberspray, har skabt overskrifter i flere dele af verden.

Ifølge kvindens forklaring blev hun omkring klokken 22 onsdag aften i sidste uge væltet omkuld af en mørklødet mand, der talte engelsk. Herefter knappede manden kvindens bukser op og forsøgte at få bukserne af kvinden, hvorefter kvinden brugte en peberspray, så manden løb væk fra stedet.

Da det er ulovligt at være i besiddelse af en peberspray, så kan den 17-årige kvinde nu risikere at blive ramt på pengepungen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Og den historie har nu fundet vej til en række udenlandske online-medier, hvor den vækker forundring.

Historien var i en periode en af de mest læste artikler på svenske Metro, mens også Dailymail og Independent i England har berettet om sagen. Historien har også taget turen over Atlanten og har fundet vej til Washington Times’ spalter i USA.

Også TV SYDs egen artikel om sagen fra Sønderborg har fanget manges interesse. I kommentarfeltet under artiklen har folk fra en række lande som eksempelvis USA, Ungarn og Polen også deltaget i debatten. Blandt andet tilbyder flere at betale den 17-årige kvindes eventuelle bøde.

Det er endnu ikke sikkert, om kvinden bliver sigtet for at være i besiddelse af peberspray. Politiet fokuserer lige nu på efterforskningen af sagen.