17-årige Janna skal servere for dronningen

Det er eleverne på A.P. Møller Skolen, der står for underholdning og servering, når Dronning Margrethe besøger skolen i Slesvig.

I næste uge besøger dronningen Sydslesvig og det danske mindretal. Et af rejsens højdepunkter bliver uden tvivl besøget på A.P. Møller Skolen, som dronningen indviede i 2008.

I hvert fald hvis man spørger eleverne. For de unge i mindretallet ser besøget som en anerkendelse af deres danskhed, og de unge tager selv del i mange opgaver under besøget.

- Det er meget stort og specielt, fordi vi på en måde ikke hører til Danmark, men alligevel så er vi Danmark, forklarer Janna Karoline Christensen. Sammen med omkring 80 andre elever skal hun servere, når mindretallet byder dronningen på kaffe og middag.

Musik og festmiddag

Den et år yngre Martje Hinrichs spiller klarinet i Skoleforeningens Underholdningsorkester SKURK. Sammen med sit orkester skal hun stå for musikken til den festmiddag, hvor dronningen og mindretallet fejrer besøget.

Og Martje føler, at der er rigtig god grund til at fejre det royale besøg.

- Jeg synes, at det gør sammenholdet mellem Danmark, Tyskland og Sydslesvig meget bedre, når vi føler at dronningen ved, hvem vi er, hvor vi er, og hvad vi laver. Det føles ret rart, siger Martje Hinrichs.

Royale forventninger

 I skoletimer og frikvarterer har snakken den seneste uge været præget af det royale besøg. Selvom eleverne godt ved, at besøget betyder mere for nogen end for andre, så er der ret stor enighed om, at besøget vil få en betydning for eleverne.

- Jeg oplever at folk snakker meget om det, især dem jeg synger i kor med, siger Jana Karoline Christensen. Hun har nemlig ikke bare én men to opgaver under besøget.  Hun skal både servere og synge sammen med 140 andre elever, når dronningen ankommer til skolen.

Heldigvis har de lidt tid til at øve sig. Festmiddagen er nemlig det sidste punkt på programmet for det royale besøg og finder sted onsdag d. 4. september.