18-årig overfaldt betjent

En 18-årig kvinde skal tilbringe en del af sin sommerferie i arresten. Hun blev i går varetægtsfængslet i to uger efter blandt andet et røverisk overfald samt et overfald på en kvindelig betjent, oplyser P4 Syd.

Den 18-årige blev anholdt sammen med to unge mænd i Bramming natten til lørdag, da de blev taget på fersk gerning i færd med at stjæle en bil.
På politistationen gik den 18-årige kvinde amok og plantede sin knytnæve i ansigtet på en kvindelig betjent, oplyser P4 Syd.

Senere på dagen fandt politiet ud af, at de tre unge angiveligt også står bag et røverisk overfald på en 55-årig mand i Bramming fredag aften ved 21-tiden.

De tre unge var alle flygtet fra en døgninstitution, hvor de er domsanbragt.