TV der bevæger dig

18-årig skal stå forrest for Socialdemokratiet

Mathias Kring Niebuhr kan nu både kalde sig formand for Socialdemokratiets partiforening i Vejle og næstformand for DSU i Vejle. Foto: Andreas Møller

Mathias Kring Niebuhr går i 3.g, han er 18 år gammel, og så blev han i går valgt som formand for Socialdemokratiet i Vejle.

Mathias tager telefonen, mens han står på Vejle gågade og deler pandekager og en politisk snak ud. Før det var han i skole – men engelsktimen blev brugt på at snakke med andre journalister. Efter fremmødet på gågaden skal han videre til et interview med P4 Trekanten, og så til møde med et partimedlem. Aftenen slutter han af til en teaterforestilling i skoleregi.

Og så er første dag som socialdemokratisk formand for partiets forening i Vejle ovre.

I går blev 18-årige Mathias Kring Niebuhr valgt som den yngste demokratiske partiformand nogensinde.

- Jeg var helt høj i går. Det var så fedt, siger han til TV SYD.

Travlhed er ikke et nyt fænomen

Jeg er super beæret over, at nogle mennesker, der har siddet på posten i 20-30 år, sætter sin lid til et menneske, der ikke engang var født på det tidspunkt.

Mathias Kring Niebuhr, formand, Socialdemokratiets partiforening i Vejle

Den travle dag Mathias har i dag er ikke noget nyt, han skal til at vænne sig til. Udover diverse elevråd har han siden 8. klasse været medlem af partiforeningen og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Han har været formand for DSU i Vejle i halvandet år, indtil den post blev overdraget tidligere i år. I dag er han næstformand i DSU og nu også formand for partiforeningen.

- Det er en helt normal tirsdag for mig at have så travlt, siger han.

Men der er sket ændringer i Mathias’ arbejdsopgaver for at få det hele til at gå op. Blandt andet er jobbet som kampagneleder for Socialdemokratiets folketingskandidat René Vilstrup Bie sagt op.

- Man prioriterer, og jeg har valgt at prioritere det her (formandskabet, red.) højt, forklarer den nyudklækkede formand.

Teenager skal få styr på gemytterne

Flere fra bestyrelsen, som Mathias nu er blevet en del af, kunne aldersmæssigt ligeså godt være hans forældre. Og lige nøjagtig det faktum sætter Mathias pris på.

- Jeg er super beæret over, at nogle mennesker, der har siddet på posten i 20-30 år, sætter sin lid til et menneske, der ikke engang var født på det tidspunkt, siger Mathias Kring Niebuhr.

Som tidligere formand i DSU kommer han fra en post med 30 medlemmer om sig – i partiforeningen er de omkring 500. Og når så ung en mand skal ind at tage beslutninger i sådan en forsamling, kan man godt tvivle på, om han kan sætte sig i respekt, men det er Mathias ikke nervøs for.

- Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt at være en autoritetsfigur. Jeg håber bare, at folk respekterer mig, for det jeg tidligere har vist, siger han til TV SYD.

Han kommer til en ny bestyrelse, der skal samles, efter tidligere formand Britt Kristensen trak sig og tog tre bestyrelsesmedlemmer med sig, og der mener Mathias faktisk, at han har en fordel med sin unge alder og tid i DSU:

- Jeg har ikke været en del af en gruppering eller fløj, så det behøver jeg ikke forholde mig til. Jeg møder dem (i partiforeningen, red.) som nye mennesker.

Mathias’ første opgave som nyvalgt formand er dog lidt mere lavpraktisk – han skal få styr på maillisten, for lige nu modtager alle på listen nemlig ikke e-mails:

- Det er min prioritet nummer ét, har jeg fået at vide.

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App