18 blev syge, fordi slagter solgte dårligt kød

Gris & Ko i Haderslev har fået en bøde på 75.000 for at sælge dårligt kød. Mindst 18 blev syge af at spise kødet.

Mindst 18 forbrugere fik diarré og mave-smerter, fordi de blev forgiftet med bakterien clostridium perfringens, der typisk stammer fra jord eller dyrs afføring.

Slagtermester Johnny Hejsel havde ikke kølet svinekødet tilstrækkeligt ned, da han han producerede pulled pork, skriver metroxpress.

- Det, vi har gjort, er en stor fejl. Vi er meget kede af det og beklager, men det er simpelthen ikke noget, jeg har været bevidst om kunne ske, siger Johnny Hejsel til metroxpress.

- Vi har fået fokus på det, er stoppet med at sælge pulled pork, og vi lærer af de fejl, vi laver, siger Hejsel.

Også i 2013 fik Gris & Ko kritik af fødevarekontrollen.

En maskine, der skulle desinficere slagteriets værktøjer, virkede ikke. Og medarbejderne blandede stik imod reglerne hamburgerryg-tern i bacon-ternene -uden at skrive på emballagen, at der var hamburgerryg i.