1864-historie og fjernvarme giver kulør på Nato-konference

Militærfolk, erhvervsfolk og forskere fra ni lande er i disse dage samlet til Nato-forskningskonference om miljø-rigtig militær.

US Marine Corps udledte i Afghanistan 1200 ton CO2 per dag ? hvilket svarer til, hvad Sønderborgs Vej & Park-afdeling udleder på et år.

Og da krigen stod på sit højeste, fik Natos Isaf-styrker dagligt kørt 1300 tankbiler med olie ud til lejrene. Det kostede syv liter olie for hver ene liter, der blev bragt ud. Under disse transporter blev i tusindvis af mennesker såret eller dræbt i bagholdsangreb eller på grund af vejsidebomber.

Disse tal er blandt årsagerne til, at Nato i stigende grad interesserer sig for, hvordan grøn omstilling kan gennemføres i militæret, og i disse dage er det emnet for en Nato-forskningskonference, som samler militærfolk, erhvervsfolk og forskere fra ni lande på Syddansk Universitet i Sønderborg i samarbejde med Sønderborgs ProjectZero.

Med 60 deltagere har konferencen tiltrukket dobbelt så mange som forventet, og derfor har lokale virksomheder og Sønderborg Kommune suppleret Natos økonomiske bidrag til arrangementet, ligesom repræsentanter for lokale virksomheder også er blandt deltagerne.

- Vi er dybt taknemmelige for dette engagement, siger Michael Goodsite, professor og institutleder på Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet i Odense, som er med til at arrangere konferencen.

Både energi, vand og affald er på programmet, og som indledning var deltagerne med på en ZERO Energy-tour i Sønderborg-området og se på grøn fjernvarme og demonstrationsprojekter for energirigtigt byggeri ? nærmere bestemt ZERO-huset og Produktionshøjskolen.

Se mere om workshoppen her og hør hvad bla. den ansvarlige for Anlæg og miljø i den amerikanske hær, Katherine Hammack siger om sit besøg i Sønderborg (på engelsk). Varighed 2:20.