19-årig sigtet for at forsyne to piger med MDMA

En 19-årig mand fra Esbjerg er nu sigtet for at forsyne to piger på 15 og 16 år med euforiserende stoffer, formentlig MDMA. De to piger blev lørdag i bevidstløs tilstand bragt til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Den 19-årige mand er sigtet efter straffelovens paragraf 252 for i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at volde nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. Han er også sigtet for handel med euforiserende stoffer.

I forbindelse med efterforskningen af sagen om de to piger, som lørdag morgen blev indlagt og behandlet for symptomer på MDMA-forgiftning, fandt Syd- og Sønderjyllands Politi frem til manden. Han har under afhøringen erkendt, at han havde overdraget euforiserende stoffer til de to piger. 

Efter afhøringen er den 19-årige blevet løsladt. Det vurderes, at der ikke er juridisk grundlag for en varetægtsfængsling, men han er fortsat sigtet, og der efterforskes stadig i sagen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi søndag morgen i en pressemeddelelse.

Der er ikke kommet anmeldelser om andre med forgiftningssymptomer.

Politiet: Ambulancefolk slog alarm

Den var ambulalancefolk, der slog alarm, da de blev kaldt til Fanø, hvor de to piger var var fundet bevidstløse lørdag morgen. Ved 11-tiden lørdag formiddag kom de to piger til bevidsthed igen og var uden for livsfare. 

 
Video: Hans Lausten, TV SYD.

Piger var på besøg

Efter udskrivning fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg lørdag aften, bliver der nu taget vare på de to piger, der ikke er lokale, på deres hjemegn, oplyser politiet.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil ikke i øjeblikket give flere oplysninger om sagen - af hensyn til den videre efterforskning og pigernes anonymitet, lyder begrundelsen.