200 nye arbejdspladser på vej til Sydjylland

Norsk husfabrikant vil opføre en stor produktionshal i Kolding.

Det er den norske kapitalfond The Green Holding Company, der har budt på en 78.000 kvadratmeter stor grund på Venusvej i Kolding.

Her skal der bl.a. opføres en stor hal, der skal producere moduler til træhuse.

På forhånd er der en forventning om, at det norske selskab trækker omkring 200 arbejdspladser til Kolding.

- Det er en yderst spændende virksomhed, som passer godt til Kolding Kommunes profil, og så er det jo fantastisk med flere arbejdspladser til kommunen, siger Koldings borgmester Jørn Petersen i en pressemeddelelse.

Det er det norske selskabs driftselskab EIKR A/S, der skal opføre produktionshallen.

Målet er, at bygningerne skal stå klar omkring årsskiftet 2018/2019.