2000 soldater indtager sydvestjysk by til militærøvelse

Tusindvis af bevæbnede folk i camouflagetøj har indtaget Oksbøl for at træne en dansk enhed til Nato-mission.

Op mod 2000 soldater har søndag indtaget Oksbøl i Sydvestjylland, hvor årets største militærøvelse finder sted.

Indtil fredag vil en amerikansk Apache kamphelikopter, bevæbnede fodfolk og militærstrateger forvandle området nær Oksbøl til en regulær kampzone.

Til øvelsen, der går under navnet "Brave Lion 2018", deltager både USA, Storbritannien og Litauen ud over Danmark.

De er kommet for blandt andet at træne en dansk enhed, der i 2018 sendes til Estland, fortæller brigadegeneral for 1. Brigade Henrik Lyhne.

Omkring 1000 danske soldater står på den ene side. De kæmper mod en gruppe på cirka samme størrelse, hvor både danskere, litauere og briter kæmper side om side.

- Panserinfanteribataljonen forbereder sig nu på en fremrykning, der går over i et angreb. Det bruger de to til tre dage på. Når modstanderen bliver for stærk, afgiver de terræn ved at rykke baglæns for at vinde tid.

- Det er altså både offensive og defensive operationer, som vi træner, siger han.

Folk i nærheden af Oksbøl kan få sig noget af et syn de kommende dage, fordi hæren er dukket tungt bevæbnet op.

- Vi har alt, hvad hæren råder over. Og jeg mener virkelig alt. Det er lige fra kampvogne til entreprenørmaskiner til lastvogne til infanteri med håndvåben. Altså alt, hvad der findes af styrke i hæren, er her, siger Henrik Lyhne.

Kampenheden skal blandt andet kunne angribe, beskytte sig selv og vedligeholde materiel i dårligt vejr.

Testen har varet to uger, og den afsluttende uge med øvelsen skal afsløre de sidste mangler hos enheden. Indtil nu har den ifølge Henrik Lyhne vist en meget høj standard.

Ifølge centerleder ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet Henrik Breitenbach er øvelsen en kvalitetstest, inden enheden kan sendes afsted.

- Det er en eksamen for enheden, før de må komme til Baltikum.

Nato-missionen hedder "Enhanced Forward Presence". Den er ifølge Henrik Breitenbach til for at vise, at Nato kan forsvare de baltiske lande.

Og det er afgørende, at øvelsen er stor, mener han.

- Man plejer at sige inden for forsvarskredse, at man skal træne, som man ville slås. Det skal være så realistisk som muligt. Det gør man, for at sikre at man kan det hele, hvis det bliver alvor.