2016 skudt i gang med få fyrværkeriskader

Nytårsnat bød på færre skader med fyrværkeri end forventet – og ingen af skaderne var alvorlige.

Mellem 19.30 og 06.00 var der kun fem såkaldt nytårsrelaterede skader på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

- Det er en af de fredeligste vagter i mands minde, fortæller ledende oversygeplejerske Christian Jørgensen fra skadestuen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg til TV SYD.

Der er ingen alvorlige skader, slet ingen øjenskader og ingen skader på mindreårige børn, hvilket der ellers har været tidligere år. Skaderne er fordelt på personer mellem 14 og 43 år. De fem skader er buler og småskrammer i hovedet, en enkelt mindre forbrænding i hånden og en flænge over øjet.

- Sidste år havde vi 11 skader. I år har vi kun fem. Det er dejlig roligt i Danmarks femtestørste by, uddyber Christian Jørgensen.

Morten Rud behandlede en patient, der slap med en bule i panden, fordi han bar sikkerhedsbriller. Han giver sit bud på de få skader.

- Det betyder måske, at folk er blevet bedre til at huske brillerne, og passe på sig selv og hinanden, fortæller behandlersygeplejerske Morten Rud fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg til TV SYD.

Erfaringsmæssigt stiger antallet af skader, når folk vågner fra deres nytårsbrandert. Men det er typisk kun lettere forbrændinger, småskrammer og snitsår.