22-årig anholdt: Havde narkotika, våben og tyvekoster med sig

I alt er manden sigtet for fem lovovertrædelser.

Det var nærmest pladen fuld, da en 22-årig mand fra Aabenraa fredag aften ved halv elleve tiden blev standset af en politipatrulje ved Rødekro. manden var anholdt for at køre hasarderet. Men det blev hurtigt hans mindste problem.

- Han var tydeligt påvirket af stoffer, da vi standser ham. Og i bilen havde han to knive og et knojern, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Claus Skovgaard til TV Syd.

Da betjentene gennemgik mandens bil fandt de desuden en større mængde ecstasy og nogle mulige tyvekoster fra et indbrud.

Og som om de fire lovovertrædelser ikke var nok, så satte manden sig kraftigt til modværge, da han skulle have tage en blodprøve for at måle narkotika-niveauet i hans blod. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af straffeloven.

I alt er den 22-årige nu sigtet for at have overtrådt, færdselsloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven og straffeloven to gange.

- Så man må sige, han breder sig, siger Claus Skovgaard.

En anklager skal nu vurdere, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.