TV der bevæger dig

22-årig død efter overfald i Horsens

En 22-årig mand blev lørdag aften sparket i hovedet af to mænd her i Lunden i Horsens. Nu er han afgået ved døden. Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Den 22-årige mand fra Horsens, der lørdag aften blev overfaldet i Lunden i Horsens, er afgået ved døden.

Den 22-årige mand blev lørdag aften sparket i hovedet af to ukendte mænd i Lunden i Horsens. Han blev bragt til behandling på Aarhus Universitetshospital i Skejby, men natten til tirsdag blev han erklæret død.

- Den 22-årige afgik ved døden ved midnatstid. Nu skal en obduktion vise, hvad han døde af, men han har ikke været ved bevidsthed siden overfaldet, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Flere vidner efterlyses

Politiet modtog opkaldet om overfaldet lørdag klokken 18.42, hvor mange mennesker befandt sig i det grønne område, hvor overfaldet skete. Politiet har derfor modtaget en del henvendelser fra vidner i sagen, men vil gerne høre fra flere. 

- Vi ved, at der var flere mennesker til stede, da overfaldet skete. Dem vil vi gerne høre fra, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.

Mødet var ikke tilfældigt

Politiets efterforskning viser, at mødet mellem offer og overfaldsmænd ikke var tilfældigt. Hvad motivet kan være, kan vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen dog ikke udtale sig nærmere om.

- Vores efterforskning peger på, at mødet ikke var tilfældigt. De kendte formodetligt hinanden, men hvad motivet har været, kan jeg ikke udtale mig om, siger han. 

De to formodede gerningsmænd løb fra stedet. De er begge af spinkel bygning, 180-190 centimeter høje og i alderen 18-20 år.

Politiet kan kontaktes på 1 1 4.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App