23-årig bandemedlem overtræder opholdsforbud for tredje gang

Efter flere overtrædelser af et opholdsforbud bliver et ungt bandemedlem lørdag fremstillet i grundlovsforhør i Esbjerg.

Artiklen er opdateret med nye oplysninger fra politiet om resultatet af grundlovsforhøret.

En 23-årig mand fra Esbjerg, har for tredje gang overtrådt et opholdsforbud, som han fik i forbindelse med bandekonflikten i Esbjerg sidste år.

Sidst på formiddagen lørdag blev bandemedlemmet fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i 14 dage.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi har den 23-årige overtrådt forbuddet tre gange inden for to måneder, ved at opholde sig i Esbjerg by. Derfor tror politiet, at han vil fortsætte med overtrædelsen, hvis bandemedlemmet er på fri fod. 

Der er i alt seks personer i Esbjerg, der er blevet idømt opholdsforbud.

Bandekonflikten i Esbjerg

  • I efteråret 2018 udviklede bandekonflikten sig i Esbjerg.
  • To bander fra Kvaglund og Stengårdsvej-området havde jævnligt sammenstød, da de to bander ønskede kontrol over narkomarkedet.
  • Efter et skyderi i august 2018 indførte Syd- og Sønderjyllands Politi visitationszoner i byen.
  • Politiet indkaldte ekstra betjente, som skulle hjælpe med at stoppe bandekonflikten.
  • I begyndelsen af december 2018 var 27 medlemmer af banderne fængslet.
  • Få dage før julen 2018 ophævede politiet visitationszonerne, der stort set dækkede hele Esbjerg, efter at være trådt i kraft i august.
  • I begyndelsen af 2019 foretog Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med politiets regionale efterforskningsenhed, Særlig Efterforskning Vest, en stor politiaktion mod hashhandel for at gøre borgerne i Esbjerg trygge.
    Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen, (V) fortalte til TV SYD, at han med politiaktionen troede på, bandekonflikten var kommet til livs.