23-årig mistænkt og anholdt for Tinglev-røveri

En 23-årig mand fra lokalområdet blev onsdag eftermiddag anholdt som mistænkt for røveriet tirsdag aften mod Grillhuset/Statoil i Tinglev.

Manden er i eftermiddagens løb blevet afhørt af lokalpolitiet i Aabenraa.

- Der var nogle af vores egne folk, der pegede på den 23-årige som mulig gerningsmand på baggrund hans forhistorie og signalementet, ligesom andre ting i vores efterforskning pegede mod den 23-årige, siger lederen af Aabenraa Lokalpoliti, Jan Lambertsen.

Omkring klokken 20 tirsdag aften begik en mand røveri mod Grillhuset/Statoil på Flensborg Landevej i Tinglev. Manden fik en kvindelig ekspedient til at udlevere bl.a. penge og cigaretter , men et vidne løb efter røveren og fravristede ham tyvekosterne.

Politiet ønsker ikke onsdag aften at oplyse, hvad den anholdte har forklaret - og der vil torsdag blive taget stilling til om den 23-årige skal i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.