2300 er nu tilmeldt ny digital Nabohjælp

2300 syd- og sønderjyske familier er indtil nu tilmeldt den nye digitale Nabohjælp. Nabohjælperne holder bl.a. øje med huset, når du er på ferie.

Syd- og Sønderjyllands Politi er glade for de mange tilmeldinger. Men håber, at tallet bliver endnu højere.

- Netop her om sommeren rejser mange ud, og det øger risikoen for indbrud, siger politikommissær Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Så det er klogt inden at få fat i naboerne og aftale, at I melder jer til på www.nabohjælp.dk Det er både nemt og gratis.

Nabohjælp virker afskrækkende på mulige indbrudstyve, fordi de ikke bryder sig om at blive overvåget. Bare tanken om at nogen måske står bag et gardin eller et plankeværk og holder øje kan være nok til, at tyven vælger at forsvinde.

Christian Østergård appellerer samtidig til, at alle, der har de gamle nabohjælpsskilte stående i deres kvarter får dem skiftet ud til nye skilte. Udskiftningen er gratis. Man kan aflever det gamle skilt på den nærmeste politistation, hvor man så får en kode til at få udleveret et nyt skilt.

Med det nye Nabohjælp kan flere på samme vej tilmelde sig. Hvis man registrerer sig, får naboerne, som er tilmeldt, en mail- eller en sms - har du holder ferie. Og du kan også få en sms, mens du ligger på strand, om at alt er OK derhjemme.

Du kan læse mere på www.nabojælp.dk.

Nabohjælp.dk