Festival spreder glæde for 25. gang

Ribelund Festival byder onsdag op til dans og glæde. Det er 25. gang, at festivalen åbner dørene for deltagere med og uden et handicap.

Deltagerne til Ribelund Festival kan se frem til en dag med musik og glæde. 

- Det er en fantastisk dag, siger Birgitte Madsen, vicecenterleder på Udviklingscenter Vest.

Musikken og glæden har været til festivalen i mange år, og det er ikke nogen undtagelse, når dørene i dag åbner til den årlige musikfestival.

I dag er glæden dog større. Det er 25. gang, at gæster til festivalen skal have en fantastisk dag.

Tradition

quote

Når plakaten udkommer, opstår der en forventningsglæde.

Birgitte Madsen, vicecenterleder, Udviklingscenter Vest

Godt 1000 deltagere kommer til festivalen, som er for alle – både med og uden et handicap.

Birgitte Madsen er ikke i tvivl om, hvad festivalen giver deltagerne.

- De får et afbræk i hverdagen og kommer ud af deres rutiner. Det har vi alle brug for en gang imellem, siger hun.

Birgitte Madsen ved også godt, hvorfor festivalen skaber glæde. Der er nemlig et vigtigt element, som festivalens gæster ser frem til.

- Det, der er vigtigt for deltagerne, er traditioner. Noget hvor de kan se, at det kommer igen. Det gør plakaten til festivalen, og når den udkommer opstår, der en forventningsglæde, siger Birgitte Madsen, der også mener, at glæden er der under og efter festivalen.

Musik skaber relationer

Festivalen er en dag, som deltagerne snakker om længe efter.

- Efter festivalen snakker deltagerne om de merchandise og souvenirs, de har købt til minde om dagen, siger Birgitte Madsen og tilføjer, at minderne også kan komme fra et besøg i aktivitetsteltet eller fra musikken.

I løbet af dagen vil der blive spillet musik fra pladsens to scener. På den store scene åbner The Mumes for dansegulvet under åben himmel, mens Kandis synger dagen af.

Birgitte Madsen mener, musikken har stor betydning for festivalens gæster.

- Musikken er glæde og et godt værktøj til god kommunikation. Den er med til at skabe relationer i et festligt samvær, siger hun.