25-årig har gennemført sit vilde projekt: - Jeg har det skidegodt

1.300 kilometer i havkajak og mange timer i telt under primitive forhold. En 25-årig eventyrer nåede torsdag sit mål om at sejle Danmark rundt.

Lasse Andreas Bøgh har tilbagelagt mere end 1.300 kilometer langs de danske kyster i løbet af de seneste 44 dage.

Han satte kajakken i vandet i Højer den 13. februar, hvorefter turen gik nord om Skagen og mod syd til Ebeltoft og over Kattegat til Sjællands Odde og rundt om Sjælland, Møn, Lolland, Falster og gennem det fynske øhav til Sønderjylland.

Torsdag ved middagstid nåede han i land ved Kollund Skov.

Her kunne han lægge sin hånd på grænsesten nummer et som symbol på, at ringen nu er sluttet.

- Jeg har det skidegodt. Det er en stor dag, siger Lasse Andreas Bøgh. 

Se øjeblikket, hvor Lasse Andreas Bøgh bliver modtaget af sin familie.
Video: Thor Hedegaard, TV SYD

Kram og tårer

Han blev modtaget af sine glade forældre og bror med champagne, kram og lykønskninger - og der blev endda fældet en lille tåre.

- Når jeg er på vandet og ror, så tænker jeg ikke på, at jeg er helt alene - men koncenterer mig om sejladsen og naturen, siger Lasse Andreas Bøgh, der kalder sig selv Kajak-Lasse på sin blog.

Han har svært ved at beskrive, hvor hårdt det har været. "Man skal selv prøve det", som han siger. Men det har ikke været så hårdt, som han havde regnet med.

- Jeg har været godt med mentalt, og jeg har været i godt humør. Og selvom jeg har været dehydreret, så har jeg ikke haft overvejelser om at stoppe, fortæller han.

Lasse Andreas Bøgh er med sine 25 år den yngste i det Rød Hvide Bånds historie, der gennemfører roturen rundt om Danmark.

Det Rød Hvide Bånd

Det Rød Hvide Bånd har eksisteret siden år 2000 som en udfordring og udmærkelse til alle interesserede kajakroere, der vil ro rundt om Danmark.

 

Det Rød Hvide Bånd erobres ved at ro rundt om Danmark af en løst fastlagt rute og under overholdelse af et bestemt regelsæt.

 

Arrangementet er som sådan ikke nogen konkurrence, men antallet af dage, der bruges på turen, registreres af juryen.

 

Kilde: Havkajakroerne.dk

Og desuden er der kun en kajakroer før ham, der har taget turen om vinteren. For ni år siden var jægersoldaten og Siriusmanden Erik B. Jørgensen den første til at ro Danmark rundt i havkajak i vinterhalvåret.

Første arbejdsdag på mandag

I aften skal han have lasagne, og det glæder han sig til. I morgen skal han slappe af, og på mandag venter en helt anden hverdag for Lasse Andreas Bøgh.

Han er nemlig nyuddannet sygeplejerske og begynder sit arbejdsliv på Bispebjerg Hospital i København.

Han er vokset op på Thurø og har uddannet sig til sygeplejerske på Bornholm. 

Sejlads, surf, wakeboard og svømning har siden barndommen været en del af hans liv - men det var først under opholdet på Bornholm, at han begyndte at ro i havkajakken og blev fascineret af friheden i det lille fartøj på det store vand.

Her er Lasse Andreas Bøghs rute rundt om Danmark.
Her er Lasse Andreas Bøghs rute rundt om Danmark.
Foto: Thomas Hjelm, TV SYD