25-årigs dødsulykke var måske selvmord

En voldsom dødsulykke i går på Viborg Hovedvej ved Lindved nord for Vejle var sandsynligvis et spontant selvmord. Det skriver ekstrabladet.dk.

Ulykken kostede en 25-årig mand fra Viborg-området livet, da hans bil omkring kl. 7.30 kolliderede frontalt med en slamsuger på et lige vejstykke.

Ifølge oplysninger på ulykkesstedet havde den 25-årige inden ulykken sendt sine nærmeste pårørende en sms, hvor han skrev, at han ville gøre en ende på sit liv.

"Jeg kan ikke klare det længere. Nu tager jeg en lastbil", lød budskabet fra den 25-årige.

Familiens bange anelser blev derfor til tragisk vished, da to betjente kort efter overbragte budskabet om den 25-åriges død.

Virkede overlagt

Den 22-årige ingeniørstuderende Sadik Yildiz kørte umiddelbart bag den 25-årige:

? Det virkede overlagt. Han fulgte den øvrige trafik og kørte fuldstændig normalt, lige indtil lastbilen var næsten ud for ham.

Så slog han et skarpt sving og drejede lige ud foran den. Det lød et kæmpe brag. Bilen blev fuldstændig splittet ad.

Den unge viborgenser var dræbt på stedet. Lastbilens 39-årige fører og en medhjælper blev kvæstet, men blev begge udskrevet i løbet af i går.