250 nye arbejdspladser på havnen i Haderslev

Det nye offentlige selskab, Udbetaling Danmark, har droppet planerne om at flytte ind på det snart nedlagte Haderslev Sygehus. I stedet bygges et nyt kontorhus på havnen i Haderslev.

Udbetaling Danmark skal drives af ATP.

I Haderslev skal selskabet primært overtage 250 medarbejdere fra kommunerne, der fra 2012 skal stå for udbetalingen af folke- og førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge og familieydelse.

Udbetaling Danmark får også afdelinger i Frederikshavn, Holstebro, Vordingborg og Hillerød.

Datterselskabet ATP Ejendomme vil investere i det nye kontorhus, og det har afgivet betinget tilbud på havnegrunden til Haderslev Kommune. Grunden er omkranses af Fjelstrupvej, Kulhavnsvej, Ved Havnen og Christian X?s Vej. Genboen er Skat.

Tab for regionen

Udbetaling Danmark regner ikke med, at selskabet kan få besat alle de 250 stillinger med kommunale medarbejdere fra Sydjylland og Fyn.

Derfor har Haderslev Kommune og ATP indledt et samarbejde med blandt andet uddannelsesinstitutioner om at tiltrække eksterne kandidater.

Nybyggeriet giver et tab for Region Syddanmark. Regionen havde regnet med, at en stor del af det snart nedlagte Haderslev Sygehus skulle afsættes til Udbetaling Danmark.

ATP mener, at det ikke kan betale sig at ombygge sygehuset.