TV der bevæger dig

Kunst på kroppen: 250 tatovører fra 26 lande fester i fængslet

01:00

Hør seks tatovører fra seks forskellige lande, hvorfor de er taget til tatoveringsfestival i Horsens, og hvad der er så fedt ved at være tatovør. Video: Karoline Lunddal Dam, TV SYD

Den internationale tatoveringsfestival Prison Ink, der er Skandinaviens største festival af sin art, afvikles i disse dage i Fængslet i Horsens.

Der er noget for enhver smag i Fængslet i Horsens her i Kristi Himmelfartsferien. For femte gang har det gamle fængsel slået dørene op til tatoveringsfestivalen Prison Ink, der byder på tatoveringer i alle afskygninger.

- Vi har lavet en festival, der favner bredt. Det er en branche med mange rygter og fordomme, som vi godt vil åbne for. Alle, med eller uden tatoveringer, kan komme ind og få stillet deres nysgerrighed, siger eventkoordinator Daniel Vous Pedersen til TV SYD.

Tatovørerne har også en fest.

Det er en af Europas bedste tatoveringsfestivaler. Samtidig mødes vi med en masse venner her, som normalt arbejder i andre lande.

Paula Layne, tatovør, Sverige

- Det er en af Europas bedste tatoveringsfestivaler. Samtidig mødes vi med en masse venner her, som normalt arbejder i andre lande, forklarer en af tatovørerne, Paula Layne fra Sverige.

250 tatovører fra 26 forskellige lande sidder parat til at tatovere alle interesserede. Det er, ifølge arrangørerne, en unik mulighed, da de fleste af tatovørerne ellers aldrig er i Danmark.

Mange af festivalgæsterne har dekoreret store dele af kroppen. Andre får lavet deres første tatovering. Lone Kærsgaard fra Hedensted kom til festivalen med sin mor. Hun fik lavet tre små stjerner for at prøve tatovering inden en større tatovering.

- Det gør lidt ondt. Ikke voldsomt - det niver lidt. Jeg er glad og tilfreds med stjernerne, og er ikke skræmt væk hvad angår at få lavet en større tatovering, forklarede hun efterfølgende.

Ligesom en musikfestival

I løbet af festivalens tre dage er der 12 tatoveringskonkurrencer, der kårer de bedste tatoveringer. Der er også et område med vikingetelte, hvor både danske og udenlandske tatovører laver håndstukne tatoveringer på gammeldags manér uden maskiner.

Men der er også oplevelser til dem, der ikke selv har tatoveringer eller planer om det. Festivalen byder, ligesom Jelling Musikfestival og andre musikfestivaler, på streetfood, øl og drinks og livemusik. Derudover kan gæsterne se professionel streetart og graffiti, motorcykler og amerikanerbiler.

Prison Ink har åbent hver dag fra klokken 12-23, Kr. Himmelfartsdag den 30. juni til og med lørdag den 1. juni.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App