26-årig kvinde fængslet for svindel med modeshows og messer

Efter længere tids efterforskning har politiet fremstillet en 26 årig kvinde i grundlovsforhør. Hun er varetægtsfængslet og sigtet for omkring 50 tilfælde af bedrageri og anden svindel.

De strafbare forhold, som kvinden er sigtet for, udspringer af hendes virksomhed med at arrangere og afholde arrangementer rundt om i Danmark i form af modeshows, livsstilsmesser og ”Ladies Nights”.

Lokalt har der blandt andet været klager og bebudet anmeldelser efter arrangementer i Hedensted, Skanderborg og Brande.

På messerne har forretningsdrivende kunnet købe en stand, hvorfra de kunne sælge varer til de kunder, der besøgte arrangementerne.

Kvinden stod i den forbindelse for leje af lokaler, indkøb af mad og drikke, booking af diverse sangere/kendisser, der optrådte til arrangementerne samt markedsføring i lokalområdet. Til nogle af arrangementerne solgte hun også selv varer i form af tøj og sko.

Protesterede mod fængsling

I kølvandet på disse arrangementer har de relevante politikredse modtaget en række anmeldelser om bedrageri rettet mod den 26-årige.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi fredag morgen i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at efterforskningen viser, at der begået svindel for "et større beløb".

Retten i Horsens besluttede torsdag at varetægtsfængsle kvinden i foreløbigt fire uger. Landretten skal nu tage stilling til fængslingen, som den 26-årige protesterede imod.

Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, og Sydøstjyllands Politi kan derfor ikke fortælle mere om sagen.

Retten har nedlagt navneforbud i sagen.