Påvirket 27-årig anholdt - havde skarpladt våben i bilen

Politiet anholdt i går en 27-årig mand, der blev fundet i besiddelse af både våben og stoffer. Han er nu fængslet i fire uger.

Torsdag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om en tilsyneladende bevidstløs mand, der sad i en bil i Broager.

Det viste sig, at der var tale om en 27-årig mand fra Bevtoft, der både var i besiddelse af en skarpladt pistol med ekstra patroner og en springkniv.

- Vi ved endnu ikke, hvorfor han har haft disse våben på sig. Han er ikke kendt fra det kriminelle miljø, så det undrer os, siger Preben Westh, der er leder af lokalpolititet i Sønderborg, til TV SYD.

Manden blev også fundet med et parti amfetamin i bilen.

- Han var meget, meget påvirket, da vi anholdt ham, siger Preben Westh.

Den 27-årige er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og blev fredag fremstillet i grundlovsforhør. Her erkendte han de faktiske forhold i sagen og blev fængslet foreløbigt i fire uger.

Politiet slår desuden fast, at den anholdte ikke har relation til de konflikter om skydevåben, der har været i Sønderborg denne sommer.