27-årig designer til kvinder med former: - Rock your curves, tak!

Horsensianske Curvy Copenhagen designer tøj til kvinder med former, og det med så stor succes, at kvinden bag det har valgt at satse alt på sit firma.

Hun bærer den dybrøde leopardplettede kreation som et statement, når hun træder ind i rummet. Her er intet forsøg på at skjule, at hun har bløde former og smukke kurver.

quote

Jeg har taget en chance og er hoppet ud på dybt vand.

Sidsel Stokholm, ejer, Curvy Copenhagen

Dresset har hun selv designet – det samme har hun med de cirka 50 kimonoer, der hænger som farverige gevandter på de tynde bøjler bag hende.

Florlette og fine. Skabt som en hyldest til kvinder med former – som hende selv.

- Det er ret svært, når man er en kurvet pige, at finde noget, som også afspejler, hvem du er som person. Der er ikke ret mange, der udbyder plussize-tøj, så du må tage det, der er og altid være EFTER moden. For det, der er moderne på slanke kvinder i foråret, bliver ofte først lavet i større størrelser til efteråret, siger Sidsel Stokholm, der er uddannet designer og i dag ejer Curvy Copenhagen.

Fra 10 til 100 kimonoer

For to år siden fik hun nok. Hun rejste til Vietnam med et design på en kimono, som hun selv syntes, hun manglede i sit skab, og så mødtes hun med en skrædder. Planen var, at hun ville få syet 10 kimonoer, som hun ville prøve at sælge i Danmark for at få en fornemmelse af markedet.

Men sådan gik det ikke helt.

- Jeg tog på markedet og valgte stof, og pludselig havde jeg bestilt 100 kimonoer. Så var Curvy Copenhagen ligesom født, siger hun og griner højt.

Bøjler med logo på hænger med nye kreationer.
Bøjler med logo på hænger med nye kreationer.
Foto: Camilla Rytz, TV SYD

Væk på et øjeblik

Ligeså pludseligt som Curvy Copenhagen opstod – næsten ligeså hurtigt forsvandt den første kollektion på de 100 kimonoer – og så fik Sidsel Stokholm ellers travlt.

- Jeg designede en ny kollektion, for jeg kunne bare mærke, at jeg havde fat i noget af det rigtige. Dét der med at lave det eksklusivt og med kun få stykker af hver kimono; det kunne jeg mærke, at kunderne kunne lide. Os, der har former, har sjældent det store udvalg at vælge i mellem, når vi shopper, og det med at kunne få et unika – et stykke tøj, der også er et statement – det havde jeg personligt ikke prøvet før, fortæller Sidsel Stokholm.

Hun rykkede ind i et lokale i iværksætterfællesskabet Fængslet i Horsens. Herfra fik hun ideerne, tegnede og designede, og derefter to hun et par gange om året til Vietnam for at vælge stoffer og sætte tøjet i produktion.

quote

Vi, der har former, har sjældent det store udvalg at vælge imellem, og det med at kunne få unika<em> </em>– det havde jeg personligt ikke prøvet før.

Sidsel Stokholm, ejer, Curvy Copenhagen

I begyndelsen arbejdede hun på deltid hos en bager og på et lager, mens hun kørte firmaet ved siden af, men for to måneder siden valgte hun at satse alt på Curvy Copenhagen.

- Jeg har taget en chance og er hoppet ud på dybt vand, men jeg kan mærke, at det er rigtigt. Jeg er glad, når jeg vågner hver morgen, og jeg er glad, når jeg møder på arbejdet. Så kan jeg ikke ønske mig mere, siger hun.

Sidsel Stokholm designer tøj som en hyldest til kvinder med former.
Sidsel Stokholm designer tøj som en hyldest til kvinder med former.
Foto: Camilla Rytz, TV SYD

Kurver forpligter

I går kom hun hjem fra Finders Keepers i København, der er Danmarks største designmarked, og i dag er hun i fuld gang med at opdatere Curvy Copenhagens Instagram og sende ordrer ud.

Hun har travlt, men hun føler også, at hun har en forpligtelse.

- Jeg er selv en plussize kvinde, og vi skylder os selv, at vi holder af vores kroppe. At vi ”embracer” (omfavner, red.) det, vi har. Vi skal ikke pakke den væk, siger Sidsel Stokholm.