29-årig mand sigtet for at voldtage sin ekskæreste

Natten til mandag ringede en ung kvinde til politiet og sagde, at hun var blevet voldtaget af sin ekskæreste.

En mand på 29 år blev natten til mandag anholdt i Kolding og sigtet for en voldtægt, der angiveligt var sket et par timer forinden.

Det var voldtægtsofferet selv, der anmeldte voldtægten ved 01-tiden.

- Der er tale om en kvinde og en mand, som tidligere har været kærester, siger lederen af lokalpolitiet i Kolding, Verner Pedersen, til Ritzau.

- Søndag aften tiltvinger han sig ifølge kvinden adgang til hendes bopæl, hvor han voldtager hende, siger han.

Kvinden er 24 år, og politiet kunne umiddelbart efter anmeldelsen anholde den 29-årige.

Han blev mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev løsladt. Han er dog fortsat sigtet for at have voldtaget sin eks-kæreste.