300 vrede Tønder Bank-investorer har meldt sig

Hjemmeside for vrede aktionærer og ejere af værdiløse investeringsbeviser i Tønder Bank glødede ved åbningen.

Flere hundrede vrede og skuffede aktionærer og ejere af værdiløse investeringsbeviser i Tønder Bank registrerede sig tirsdag eftermiddag under fanerne hos Dansk Aktionærforening.

På halvanden time registrerede de første 200 personer med noget i klemme i Tønder Bank sig på aktionærforeningens hjemmeside.

Ved sidste optælling tirsdag eftermiddag havde omkring 300 registreret sig, og tirsdag aften var der stadig gang i tilmeldingerne, lyder det fra Niels Mengel, formand for Dansk Aktionærforening.

- Vi er overraskede over, at det er gået så hurtigt med tilmeldingerne, siger han.

Fredagens krak i Tønder Bank efterlader aktionærer og kapitalbevisindehavere med et tab på i alt omkring 260 millioner kroner.

Målet med at gøre fælles front er at få en del af pengene tilbage enten fra bankens konkursbo eller fra Sydbank, som har overtaget bankens forpligtelser.

- Vi håber, at aktionærerne får mulighed for at køre en retssag, samt at de, der har købt kapitalbeviser, kan få nogle af deres penge tilbage, siger Niels Mengel.

I første omgang vil aktionærforeningen lægge pres på konkursboet efter Tønder Bank for at dem, der købte kapitalbeviserne i sidste salgsrunde i september, kan få deres i alt 30 millioner kroner tilbage.

- Der er mange familier, der føler sig overtalt ind i det her produkt. Folk som ikke normalt anvender komplicerede investeringsinstrumenter, som det her i realiteten er, og ikke har rigtig forstand på det, siger Niels Mengel.

Og selvom bankens kunder er gået helt frivilligt med til at købe investeringsbeviset ved udsigten til at tjene en let sjat penge, så mener Niels Mengel alligevel ikke, at de selv er ude om, at de nu i stedet har tabt pengene.

- I det regelsæt, der gælder for bankernes rådgivningsvirksomhed, er det et krav, at bankrådgiveren skal fortælle om risikoen i det pågældende produkt og sikre sig, at kunden forstår det. Forud for det skal kundens risikoprofil kortlægges, siger Niels Mengel.

- I alt for mange tilfælde i Tønder Bank har man ikke levet op til reglerne, tilføjer han.