3000 gæster lægger til kaj: Stort krydstogtskib i Fredericia

Onsdag morgen ankommer et af de helt store amerikanske krydstogtskibe, Celebrity Silhouette til Fredericia. Ombord er 3000 gæster, der skal bruge dagen i byen.

Krydstogtsæsonen bliver skudt i gang med et ordentligt brag onsdag d. 13. maj kl. 8, hvor det store krydstogtskib Celebrity Silhouette lægger til kaj i Fredercia.

Gæster bliver budt velkommen med kanonsalut og masser af liv i byen.

Når det store krydstogtskib drager ud mod havet igen ved 17-tiden onsdag, så er det ikke sidste gang, den har lagt til kaj i Fredericia.

Samme skib besøger nemlig Fredericia igen den 20. maj og den 5. juni med nye gæster. Den 6. august anløber et andet amerikansk skib, nemlig Serenade of the Seas med ca. 2500 gæster.

Endelig slutter sæsonen af med besøg af det lidt mindre skib Saga Sapphir fra England, som ankommer med 600 gæster.

 

 

Celebrity Silhouette ejes af rederiet Celebrity Cruises. Der er plads til 2886 passager og 1500 besætningsmedlemmer. Skibet er 319 meter langt og har en tophastighed på 24 knob.

 Dette krydstogt tager gæsterne med på ruten: Amsterdam, Warnemunde, Muuga (Tallinn), St. Petersburg, Helsinki, Stockholm, Fredericia, København, Amsterdam.