32-årig fængslet for kniv-stikkeri i Vejen

En 32-årig mand fra Kolding blev mandag varetægtsfængslet i fire uger uger ved et grundlovsforhør i retten i Esbjerg. Syd- og Sønderjyllands Politi sigter manden for grov vold i form af et kniv-overfald i Vejen fredag.

Den 32-årige er sigtet for fredag på en adresse i Vejen fire gange at have stukket en 31-årig mand med en kniv. Den 31-årige var i livsfare og blev opereret på Kolding Sygehus.

Offeret er nu udenfor livsfare og i stabil tilstand. Der gik nogen tid, før knivstikkeriet blev behandlet og anmeldt, da offeret i første omgang ikke selv troede, at stikkene var alvorlige.

Den 32-årige mand blev i samarbejde med Sydøstjyllands Politi anholdt søndag eftermiddag i Fredericia. Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre, da der fortsat skal efterforskes og afhøres vidner.

Den 32-årige kærede ikke dommerens kendelse.