34-årig mand trafikdræbt ved Gadbjerg

To mænd er kørt galt tidligt lørdag morgen nær Gadbjerg vest for Vejle. Deres bil ramte et træ.

En mand på 34 år er blevet dræbt, og en anden er i livsfare efter en bilulykke tidligt lørdag morgen nær Gadbjerg i Vejle Kommune, oplyser politiet.

Ulykken blev opdaget lidt før klokken fem af en anden bilist. Ved Smidstrup så han en bil i grøften og slog derefter alarm. Den havde ramt et træ, og i køretøjet var der to mænd.

Politiet har ingen vidner til hændelsen og går ud fra, at der er tale om en soloulykke. Årsagen bliver formentlig klarlagt gennem bilinspektørens undersøgelse.

Den dræbte var passager i bilen. Den 24-årige mand, der sad ved rattet, er blevet overført til universitetshospitalet i Odense. Hans tilstand betegner politiet som yderst kritisk.