35-årig kvinde fra Sdr. Omme i kritisk tilstand efter ulykke i høj fart

En blanding af høj fart og spirituskørsel førte ifølge politiet til bilulykke, hvor føreren slap uden skrammer, mens en 35-årig kvinde fra Sdr. Omme er alvorligt kvæstet.

Ulykken skete ved Tarm fredag aften.

Den 33-årige fører af bilen slap uskadt fra ulykken, som, politiet "har en kraftig formodning om", skete på grund af en blanding af for høj fart og spirituskørsel.

- De kommer kørende ad Vejlevej mod øst med høj hastighed - formentlig kører de for stærkt - og i en kurve forulykker bilen ind over en mark. Føreren kommer uskadt derfra, og passageren bliver alvorligt kvæstet og er i kritisk tilstand, siger vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Helt præcist skete ulykken på Vejlevej ved Stovstrupvej.

- Vi har en kraftig formodning om, at spiritus er indblandet, fortsætter vagtchefen.

Den 35-årige kvinde er blevet fløjet til behandling i Aarhus, mens føreren af bilen er blevet afhørt af politiet. Kvinden, der er fra Varde, sigtes for spirituskørsel.

Det var et vidne, der anmeldte ulykken til ordensmagten.

- Der går ild i bilen, men det bliver hurtigt slukket. Vidnerne derude får hende (den kvæstede, red.) fri, inden vi kommer frem. Hun var nærmest slynget ud af bilen, siger Anders Olesen.

Ifølge vagtchefen havde kvinden formentlig ikke sele på.

De pårørende er blevet underrettet.