36-årig varetægtsfængslet for drabsforsøg i Tinglev

En 36-årig mand er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at han erkendte at have skudt en jævnaldrende mand i hovedet i Tinglev.

En 36-årig mand er ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet i fire uger efter at han i dag erkendte, at have skudt en jævnaldrende mand i hovedet i Tinglev natten til fredag. Foruden den 36-årige mand var også en 25-årig mand og en 29-årig kvinde fremstillet i grundlovsforhøret, der varede over fem timer. 

- De er alle tre blevet sigtet for forsøg på manddrab i forening. Ved grundlovsforhørets start nægtede de to sig skyldige, mens den tredje erkendte sig skyldig i manddrab men ikke i forening. Han har altså nægtet, at det er sket i forening med de andre to, siger konstitueret senioranklager ved Syd- og Sønderjyllands politi, Camilla Holst Petersen, til TV SYD

Den 36-årige blev altså varetægtsfængslet i fire uger, mens dommeren ikke fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling af de to øvrige anholdte var opfyldt, hvorefter de blev løsladt. Den kendelse har anklagemyndigheden kæret til landsretten. 

- Vi har kæret løsladelsen til landsretten, fordi det er en alvorlig sigtelse. Vi vil gerne have landsrettens øjne på den her sag også, siger Camilla Holst Petersen til TV SYD

Natten til fredag blev en mand fundet svært kvæstet af skud i en lejlighed på Stationsvej i Tinglev. En patrulje ankom til lejligheden efter en anmeldelse om skud. Allerede fredag eftermiddag kunne Syd- og Sønderjyllands politi anholde den 36-årige mand og 29-årige kvinde. Senere på aftenen blev også den 25-årige mand anholdt.

 

Dørene var lukket under grundlovsforhøret, og derfor er det kun information om, hvordan de sigtede forholder sig til skyldsspørgsmålet, der er tilgængelig for offentligheden. 

Det 36-årige skudoffer er fortsat indlagt på Odense Universitetshospital. Lægerne betegner hans tilstand som kritisk men stabil.