370 millioner kroner lyder kravene på i konkursboet efter Bios

Kreditorer har foreløbig præsenteret konkursboet efter Bios for krav på lidt over 370 millioner kroner, mens der er værdier i boet for 23 millioner kroner. Det viser den seneste opgørelse fra bestyrerne af konkursboet.

Kravene lyder på sammenlagt 370.689.489 kroner, mens de anslåede aktiver kun løber op i 22.889.388 kroner.

Af aktiverne stammer godt 22 millioner kroner alene fra den sum, som Region Syddanmark efter konkursen har betalt ved køb af selskabets inventar, varelager med videre. Det fortæller JydskeVestkysten

- Vi har modtaget forholdsvis mange anmeldelser fra kreditorer, der mener at have penge til gode, mens værdierne i boet er stort set som forventet, siger advokat Jan Bruun Andersen, Andersens Partners, der er en af boets to kuratorer, til TV SYD

- Det er naturligt, at der er et stort gab mellem gæld og værdier, når et nystartet selskab bliver tvunget til at stoppe driften som følge af mangel på penge til de løbende udgifter. Det står også allerede klart, at der ikke bliver meget at komme efter til de simple kreditorer, siger kurator Jan Bruun Andersen. 

I redegørelsen fra konkursboets kuratorer, advokatfirmaerne Bruun & Hjejle samt Andersen Partners, fremgår det, at det endnu er umuligt at vurdere, hvornår konkursboet endeligt kan afsluttes.