38-årig mand tiltalt for seksuelt misbrug af mindreårige drenge

Mandag begynder retssagen mod en 38-årig fredericiansk mand, som er tiltalt for bl.a. flere tilfælde af seksuelt misbrug af mindreårige drenge.

En 38-årig mand fra Fredericia har siddet varetægtsfængslet siden 9. august sidste år. Nu er han efter næsten et helt års efterforskning tiltalt for i adskillige tilfælde at have seksuelt misbrugt mindreårige drenge helt ned til 12 års alderen. Han er også tiltalt for at true en af drengene og hans familie, hvis han fortalte nogen om de seksuelle overgreb.

Det viser en aktindsigt i anklageskriftet, som TV SYD har fået.

Den 38-årige tiltalte blev i juli af landsretten løsladt fra varetægtsfængslingen. Han er derfor på fri fod, men skal indfinde sig i Retten i Kolding mandag morgen til tre dages retssag, hvor han risikerer en længere fængselsstraf.

Den 38-årige nægter sig skyldig i forhold til anklageskriftet, der især handler om seksuelt misbrug efter straffelovens paragraf 222, der kan give op til otte års fængsel. Han anklages for i alt otte tilfælde af fyldbyrdet samleje eller anden kønslig omgang med drenge.

 
 

Alle ofrene har været i alderen 12-16 år i den periode, hvor sexovergrebene angiveligt har fundet sted i Fredericia. Overgrebene skulle være sket i perioden fra 2008 til det seneste overgreb den 5. august sidste år, som fik manden i politiets søgelys. 

På retssagens første dag mandag får den tiltalte mulighed for at forklare sig i retten. Der vil desuden for lukkede døre blive afspillet videoforklaringer fra drengene.

Anklager ved Sydøstjyllands Politi, Helle Iversen, oplyser til TV SYD, at hun ikke begærer dørene til retssagen lukkede. Hun vil på forhånd ikke lægge sig fast på, hvor mange års fængsel, hun kræver i sagen.