TV der bevæger dig

3F afblæser konflikt med landets største mælkeproducent

3F har nu indgået en overenskomst med Danmarks største mælkeproducent I/S Rønhave.

3F har nu indgået en overenskomst med Danmarks største mælkeproducent I/S Rønhave og derfor er konflikten og de varslede sympati-aktioner afblæst.

 Overenskomsten med mælkeproducent Jørn Kjær Madsen, I/S Rønhave, Bramming om overenskomstdækning betyder, at medarbejdernes forhold fremover reguleres af overenskomstens bestemmelser om  arbejdstider, timeløn, pensionsbidrag og social sikring.

- Det er en rigtig god dag for de ca. 40 ansatte hos Danmarks største mælkeproducent, siger afdelingsformand Bjarne Jakobsen, 3F Kongeåen, om overenskomsten.

3F har gennem de seneste otte måneder arbejdet for at få overenskomst med Rønhave, der med over 2.100 mælkekvæg er landets største. 

Andre LO-forbund har bakket op om 3Fs krav, hvilket kunne have udløst sympati-aktioner fra 1. februar. Men med aftalen om overenskomst for medarbejderne, kan stor-landbrugets leverancer til mejerierne og slagterierne fortsætte uændret.

Vagn Henriksen, formand for den grønne gruppe i 3F, er også meget tilfreds med aftalen med I/S Rønhave ved Bramming:

- Vores holdning er klar: Når man har et antal medarbejdere på et stor-landbrug, så skal der være ordnede løn- og arbejdsvilkår for de ansatte. Så vil det også være muligt for vores ledige medlemmer at søge arbejde inden for landbruget, når der er job-åbninger, siger Vagn Henriksen i en pressemeddelelse fra 3F.

I landbrugets organisationer er man ikke helt så begejstret som 3F:

-  Vi kunne se det komme – der var ingen vej udenom. Så nu må vi bare håbe, at produktionen bliver i Danmark på sigt.    Jeg kan frygte, at det nu er landbrugets tur til at flytte produktionen – vi har set det i tekstilbranchen og mange andre brancher, så hvorfor kan det ikke også ramme os? I landbruget har vi tradition for, at ansætte nogen, som ikke normalt ville kunne få et arbejde i andre brancher. Men det kan også være fortid nu, fordi der er en mindsteløn, som vi skal give til alle, og hvis man som eksempelvis flygtning kommer hertil, har man ikke kvalifikationerne til den samme løn som en uddannet landmand, siger Mogens Dall, formand for LandboSyd til TV SYD. 

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden