3F anklager juletræsproducent

En af europas største producenter af juletræer, Majland i Sdr. Omme, risikerer nu at blive slæbt i Arbejdsretten af 3F.

Det polske virkarbureau Helper har via en entrepriseaftale arbejdet for Majland, men har blandt meget andet ikke udbetalt den løn, som de polske markarbejdere havde krav på, og har nægtet dem sygedage trods sygdom.

Krav på 800.000 kr.

Derfor har 3F på vegne af cirka 40 nye polske 3F-medlemmer fra firmaet Helper gjort et krav gældende på 800.000 kroner, som firmaet skylder sine ansatte. Firmaet havde ikke betalt ved fristen i mandags. Derfor bliver sagen nu givet videre til hovedforbundet og vil efter al sandsynlighed inden for 14 dage-måned blive rejst som et krav over for Majland i Sdr. Omme.

Billig arbejdskraft

Morten Fischer-Nielsen fra 3F mener, at de polske arbejdere har en særdeles god sag. For det bliver yderst svært for Majland at fralægge sig ansvaret:
? Der er jo tale om udlejning af rå arbejdskraft. Det er ikke en entreprise, hvor Majland fuldstændig overlader produktionsansvaret til Helper. Det er udelukkende et spørgsmål om at få billig arbejdskraft, siger Morten Fischer-Nielsen.

Majland afviser

Adm. direktør i Majland, Peder Østbjerg, afviser at Majland har noget ansvar for de forhold, som Helper byder sine ansatte.
? Hvis vi lejer en maskinstation til at hjælpe, er det jo heller ikke vores ansvar, at de ansatte her har ordentlige forhold. Sådan er en entreprise. Helper har en selvstændig ledelse, siger Peder Østbjerg.