4. maj markeres 69 år efter befrielsen

69 år efter at befrielsesbudskabet lød kl. 20,36 den 4. maj 1945 markeres befrielsen søndag overalt i Syd- og Sønderjylland. I Haderslev trækker lysfesten på kasernen traditionelt mange deltagere og i aften deltager forsvarsminister Nicolai Wammen.

Om aftenen den 4. maj 1945 kunne den danske radiospeaker Johannes G. Sørensen via BBC's dansksprogede nyhedsudsendelse meddele den danske befolkning, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. Fem års tysk besættelse var slut. Meddelelsen kom midt i den normale nyhedsudsendelse kl. 20.36, hvor Johannes G. Sørensen blev afbrudt i nyhedsoplæsningen og fik overbragt beskeden. Efter en kort pause vendte han tilbage til mikrofonen og viderebragte budskabet.

Traditionen tro markerer garnisonen i Haderslev aftenen for Danmarks befrielse den 4. maj med et omfattende program, der bl.a byder på fakkeloptog gennem byen. Hovedtaleren ved søndagens lysfest bliver forsvarsminister Nicolai Wammen (S), og der vil desuden være taler ved garnisonskommandant Søren Bo Bojesen og borgmester H.P. Geil.

Soldaterforeningerne og Hjemmeværnet i Kolding området står søndag formiddag for kransenedlæggelse ved mindesmærket for de faldne modstandsfolk i Kolding Det sker ved Staldgården, der var Gestapos sydjyske hovedkvarter under besættelsen.

I eftermiddag med start kl. 13,30 er der også mindehøjtidelighed på Skamlingsbanken.

Hør frihedsbudskabet her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.