40-årig varetægtsfængslet for overgreb mod barn

Efter politiaktion i skov ved Rødding er en 40-årig mand fra Fyn nu varetægtsfængslet i 4 uger ved Retten i Esbjerg for overgreb mod barn under 15 år.

Søndag aften og nat rykkede politiet ud til Sommerlyst-skoven ved Rødding for at søge efter spor fra en sædelighedsforbrydelse. Både hunde og kriminalteknikere undersøgte området. Forinden var den 40-årige mand blevet anholdt allerede kl. 13.21.

Politiet sparsomme med oplysninger

Indtil videre er politiet meget fåmælte omkring, hvad der er foregået. Så alder og køn på barnet forbliver indtil videre en hemmelighed. Politiet vil heller ikke oplyse, hvornår barnet blev forulempet eller hvor groft et overgreb, der er tale om.

- Det kan vi ikke komme nærmere ind på nu af hensyn til barnet. Det er jo små lokalsamfund, vi taler om her, siger vicepolitiinspektør Jan Lambertsen fra lokalpolitiet i Vejen til Ritzau.

Forbindelse usikker

Den 40-årige er fra Fyn, men politiet hemmeligholder også, om det er et tilfældigt barn, som er blevet antastet, eller om der er en forbindelse mellem offeret og den formodede overfaldsmand.

Manden blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg for lukkede døre af hensyn til efterforskningen og af hensyn til den forurettede.