400 krigshelte hyldes med medaljer

I dag hyldes 400 af Fighter Wing Skrydstrups medarbejdere. Fælles for dem alle er, at de har været med til at bekæmpe Islamisk Stat i Irak.

Omkring 400. Så mange medaljer skal tirsdag gives til Fighter Wing Skrydstrups medarbejdere. De mange medaljemodtagere har alle været udsendt til Kuwait, hvorfra de med F-16 fly har bekæmpet Islamisk Stat i Irak.

Det er forsvarsminister Peter Christensen (V) og chefen for Flyverstaben, generalmajor MALT Nielsen, der uddeler medaljerne. Og både pårørende og resten af medarbejderstaben på flyvestationen i Skrydstrup er med til at hylde medaljemodtagerne.

F-16 flyene, piloterne og alle de andre udsendte kom endeligt hjem fra Kuwait den 7. oktober 2015. På det tidspunkt havde de været i mellemøsten i et helt år. I løbet af det  år var F-16 flyene i luften i mere 5700 timer og flyvene smed 503 bomber.

Herunder kan du høre sergeant Isabella Toft fortælle om hendes udsendelse til Kuwait og om, hvordan det er at modtage en medalje fra forsvarsministeren.