400 skolebørn til OL

Aabenraa Stadion havde onsdag besøg af 400 skoleelever, der dystede i forskellige atletikdiscipliner.

Længdespring, kast, sprint, 400-meterløb og stafet. 

Det var nogle af de mange discipliner 400 skoleelever onsdag dystede i på Aabenraa Stadion. For tredje år i træk var Aabenraa nemlig vært for det lokale OL-stævne. 

quote

Det er et af de mange tilbud til folkeskoler, og det her er et af de vellykkede, for det vokser og vokser.

Helge Laursen, stævneleder

- Det er et af de mange tilbud til folkeskoler, og det her er et af de vellykkede, for det vokser og vokser, siger Helge Laursen, der er stævneleder ved dagens OL-stævne. 

16 skoleklasser deltog i de forskellige atletikdiscipliner. De dystede om at vinde en finaleplads og en klassetur til finalen i Skole OL, der bliver afholdt i Aarhus i juni.

- Vores indtryk er, at skolebørnene er glade for det. Her er en meget afslappet stemning, og de kan røre sig, hygge sig og de kan heppe på hinanden, siger Helge Laursen. 

Skoleelever fra hele landet deltager
Det er ikke kun i Aabenraa, at elever i dag havde atletiktøjet på, mens de heppede på hinanden. Over hele landet bliver der holdt 100 lokalstævner i Skole OL. 

quote

Dagen i dag er et af de eksempler vi har i SundSkole 2020 programmet, som sætter fokus på sundhed, trivsel og bevægelse på vores 20 folkeskoler.

Lea Kølby, projektansvarlig, SundSkole 2020

- Klasserne hepper enormt meget på hinanden. Det er ikke afgørende, hvordan den enkelte præsterer, men det er samlet set, hvor mange point man samler som klasse. Og det giver det her helt særlige fællesskab i klassen, siger Lea Kølby, der er projektansvarlig i SundSkole 2020, som er et program under Aabenraa Kommune. 

- Dagen i dag er et af de eksempler vi har i SundSkole 2020 programmet, som sætter fokus på sundhed, trivsel og bevægelse på vores 20 folkeskoler, siger hun. 

Med hjælp fra TrygFonden og Nordea-fonden kan Skole OL afvikle stævnerne og finansiere en stor del af deltagernes rejseudgifter for dem, der kvalificerer sig til finalestævnet.