TV der bevæger dig

4.000 mødte op til charmeoffensiv i lufthavn

00:28

Dette Harvard T6 fly deltog i 2. verdenskrig. Nu står det i Kolding Lufthavn, og i dag kunne publikum opleve det både i luften og på jorden. Video: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Dette Harvard T6 fly deltog i 2. verdenskrig. Nu står det i Kolding Lufthavn, og i dag kunne publikum opleve det både i luften og på jorden. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD.

1 af 2

Kolding Lufthavn inviterede naboer og andre interesserede indenfor, så de kunne se, hvorfor en lufthavn larmer.

Det er ofte støjgener, der klages over, når naboer til lufthavne er utilfredse. Det er også tilfældet i Kolding Lufthavn ved Vamdrup – på trods af at der ikke flyver rutefly fra lufthavnen.

- Der er jo ingen tvivl om, at vi larmer en gang imellem, så vi vil gerne vise, hvad det egentlig er, vi laver og komme i god dialog med naboerne, siger lufthavnschef Glenn Lundt til TV SYD.

Derfor inviterede lufthavnen i dag alle med interesse indenfor til lufthavnens fjerde ”Action Dag” siden 2010. Her kunne gæsterne få lov til at se, hvad virksomhederne i lufthavnen laver.

Vi ville lyve, hvis vi sagde, at vi aldrig fik klager fra naboerne over, at vi støjer. Det gør alle lufthavne. 

Glenn Lundt, Lufthavnschef, Kolding Lufthavn.

- Vi ville lyve, hvis vi sagde, at vi aldrig fik klager fra naboerne over, at vi støjer. Det gør alle lufthavne. Det er dog sjældent, det sker – måske tre-fem gange årligt, men vi håber, at action-dagen vil skabe større accept af, at vi en gang imellem larmer, siger Glenn Lundt.

Den primære grund til at invitere offentligheden indenfor er dog at vise lufthavnen og dens virksomheder.

- Vi oplever, at der er mange, der ikke aner, at her er en lufthavn, men faktisk omsætter virksomhederne her for trekvart milliard kroner om året, fortæller Glenn Lundt. 

Hvis man ikke har mod på at springe ud i en rigtig faldskræm, så kunne man i dag få lidt af suset i en sele med VR-brille på i Kolding Lufthavn. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD.

Krigsfly får base i lufthavnen.

I alt mødte flere end 4.000 interesserede op til action-dagen lørdag. Det er fjerde gang, Kolding Lufthavn inviterer offentligheden indenfor, og denne gang var det ikke kun naboerne, der kom forbi.

- Der var en del, der kom fra blandt andet Vejle og Fredericia, og der kom sågar folk helt fra Polen og Sverige, så der er helt klart interesse for aktiviteterne i sådan en lufthavn som vores, siger Glenn Lundt.

Der var da også masser at se på – og en hel del man kunne prøve – i lufthavnen i dag.

Blandt andet kunne man få lov at komme ud at flyve i en gyrokopter – eller få et ”virtuelt faldskærmsudspring”. Ved hjælp af en sele og en VR-brille kunne nysgerrige, der ikke havde mod på et rigtigt faldskærmsudspring, få en fornemmelse af den oplevelse det er, at flyve mod jorden i frit fald.

Det er sådan et fly, man ellers kun kan se i Hollywood-film. Der er meget få af dem tilbage.

Glenn Lundt, Lufthavnschef, Kolding Lufthavn.

Derudover var der flyveopvisning, udstilling af biler, modelfly og – ikke mindst – kunne man få ét af de ”nyeste” fly i lufthavnen at se: En lokal flyentusiast har anskaffet sig et vaskeægte krigsfly – en Harvard T6 fra 1942.

- Det er sådan et fly, man ellers kun kan se i Hollywood-film, siger en begejstret lufthavnsdirektør, da han præsenterer det sjældne fly, som har deltaget i anden verdenskrig på allieret side. 

- Der er meget få af dem tilbage. Det er en kæmpe stjernemotor, vi har her, og det har sådan en dragende effekt, når det er noget, der har været med i 2. verdenskrig, fortsætter Glenn Lundt.

Til gengæld er Harvard-flyet ét af de fly, der nok kommer til at larme, når det gå på vingerne.

- Den er lidt unik, for selve propelspidsen kommer nogle gange op over lydens hastighed, så den kan larme lidt meget. Men vi prøver at tage så godt hensyn til vores naboer og publikum, som vi kan, forsikrer Glenn Lundt.

Glenn Lundt er godt tilfreds med tilslutningen til den årlige action dag.

- Det er en meget familievenlig dag modsat et stort flyshow, hvor det bare er militærmaskiner, der kommer. Jeg tror, vi har lokal succes med sådan et arrangement, fordi det er meget familieegnet, siger Glenn Lundt.

Fakta om Kolding Lufthavn:

Lufthavnen servicerer ”General Aviation-flyvninger (GA-flyvninger)
Det vil sige:
  • Skoleflyvninger
  • Private flyvninger
  • Forretningsflyvninger
  • Faldskærmsflyvninger
  • Og andre former for flyvninger, som ikke er ruteflyvninger
Der foretages mellem 8.000 og 10.000 starter og landinger om året i lufthavnen.
Virksomhederne i lufthavnen omsætter for cirka 750 millioner kroner om året.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden