42-årig mand smed brugte kanyler ind på børnehaves legeplads

En 42-årig mand fra Esbjerg har onsdag tilstået, at han efter et skænderi har kastet brugte kanyler ind på børnehaven Lykkegårdsparkens legeplads og langs Skanderborgvej i Esbjerg.

Op mod100 brugte kanyler blev søndag morgen fundet på legepladsen i børnehaven Lykkegårdsparken og langs Skanderborgvej.

Onsdag eftermiddag tilstod en  42-årig mand fra Esbjerg over for nærpolitiet i Esbjerg Øst, at han efter et skænderi har kastet brugte kanyler ind på børnehaven Lykkegårdsparkens legeplads og langs Skanderborgvej.

Kanylerne blev søndag og mandag fundet af borgere i området, der blev meget opskræmte ved tanken om, hvis de brugte kanyler ikke var blevet fundet inden børnehaven åbnede.
Den 42-årige er sigtet for overtrædelse af affaldsbekendtgørelsen og har under en afhøring erkendt, at han kastede kanylerne.

Manden bor ikke selv i området. Men efter et skænderi med en beboer i kvarteret kastede den sigtede med kanylerne. Han er nu meget ked af hændelsesforløbet og understreger, at han ikke har haft til hensigt at skade nogen. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Som følge af hændelsen har der dels været en patrulje på stedet, dels har nærbetjente patruljeret i området for at skabe tryghed. Desuden har nærpolitiet holdt møde om hændelsesforløbet med områdelederen af børnehaven, lederen af den lokale skole, boligforeningen i området og de kommunale SSP-medarbejdere.