43-årig slipper heldigt fra slæbetur under tog efter fald på Give Station

En 43-årig mand slap lørdag aften meget heldigt, da han faldt ned på skinnerne på Give Station og blev slæbt med toget.

Ulykken skete omkring klokken 20,30, da den 43-årige sammen med sin kone gik langs skinnerne på Give Station.

Netop som regionaltoget ankom til stationen med retning mod Vejle, snublede manden og faldt manden ned fra perronen og landede mellem togskinnerne.

Lokoføreren på toget, der skulle gøre stop på stationen, bremsede endnu hårdere - men den 43-årige kom under toget og bliver slæbt med toget omkring 10 meter.

Da redningsmandskab og politi kommer til stede, kan de konstatere, at den 43-årige er sluppet fra den dramatiske hændelse med en skramme i hovedet. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

quote

Vi tilskriver faldet, at den 43-årige lokale mand var beruset og derfor snublede ud foran toget

 Henrik Dam, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

- Vi må sige, at han er sluppet utrolig heldigt fra det. Vi tilskriver faldet, at den 43-årige lokale mand var beruset og derfor snublede ud foran toget, siger vagtchef Henrik Dam, Sydøstjyllands Politi, søndag morgen til TV SYD.

Et større opbud af redningsfolk og en akutlægehelikopter deltog i arbejdet med at få den 43-årige befriet fra opholdet på skinnerne under toget.

For en sikkerheds skyld blev  43-årige kørt til Kolding Sygehus og undersøgt nærmere - men eneste fysiske skade var en skramme i hovedet.

Redningsarbejdet på Give Station betød, at togdriften mellem Herning og Vejle stod stille i omkring en times tid.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.