45 dankort afluret: To bulgarer for retten

Lokale kunder fik afluret deres pinkoder ved hæveautomater i Haderslev. To bulgarer er for retten.

Tre gange slog en gruppe bulgarere til med såkaldt skimmingsudstyr, der blev monteret på flere lokale hæveautomater. Det skriver JydskeVestkysten.

To gange gik det udover Bank Nordik og en enkelt gang var det Arbejdernes Landsbank, der fik overvåget deres hæveautomat i byen.

1. november 2014 skete det for anden gang for Bank Nordik.

- Vi havde jo oplevet det to gange tidligere, så det var oplagt, at det kunne ske igen lige ved udgangen af måneden. Jeg kunne se bare ved at cykle forbi, at der sad et lille kamera, fortalte en ansat i banken, da hun vidnede under første dag af den verserende retssag mod to tiltalte bulgarer ifølge JydskeVestkysten.

Da den bankansatte cyklede hjem, så hun tilfældigvis manden fra overvågningsvideoen. Han gik sammen med en anden mand.

Kort efter anholdt en politipatrulje begge mænd.

Første gang skimmingsudstyret blev opdaget var hos Bank Nordik 11. og 12. oktober 2014. Her blev mindst 22 betalingskort med tilhørende koder kopieret.

12. oktober blev 23 betalingskort kopieret og de tilhørende koder filmet hos Arbejdernes Landsbank.

Allerede samme dag begyndte hævningerne på kortene på den anden side af Jorden.