50 donerer i dag hår til kræftramte

En flok frisører i Haderslev inviterer i dag til en gratis klipning. Håret går til parykker til kræftramte børn.

Giv minimum 12 centimeter af dit hår. Så får du det klippet i en pæn frisure, og kan endda nyde en kop kakao i selskab med en kendis.

Det er tilbuddet fra Tanya Rosengreen-Huusmann fra Salon Nr. 1 på Jomfrustien i Haderslev.

Hun har taget initiativ til, at salonen deltager i "Locks of Love". Det går ud på, at man klipper sit hår af, og efterfølgende donerer det til et firma, som fremstiller parykker til børn, der eksempelvis er ramt af kræft.

Tanya Rosengreen-Huusmann har samlet et helt dusin frisører, som står klar i salonen i dag.

Omkring 50 har meldt sig til at donere hår.

Efter klipningen bliver de tilbudt en gratis forfriskning på en cafe i Haderslev, plus en autograf fra Didde. Og hvis du ikke ved, hvem hun er: Hun er veninde til Linse Kesler og medvirker i tv-serien Bryggen sammen med Linse.