50 udviklingshæmmede tager på sommerferie

Mange udviklingshæmmede får ikke mange oplevelser udenfor deres institution. 50 er lige nu på sommerferie på Rømø

I denne uge sender Tønder Kommune 50 udviklingshæmmede borgere på sommerferieoplevelser på Rømø, hvor de indlogerer sig på Hotel Vadehavet. Hele hotellet er udlejet til formålet.

De 50 udviklingshæmmede feriegæster bliver ledsaget af personale, pårørende og frivillige.

Der er i løbet af ugen tilrettelagt en lang række aktiviteter, heriblandt sang, musik, strandture, hestevognskørsel, sejlture, virtuel spil og meget mere.

Når sulten skal stilles ovenpå de mange aktiviteter, sker det også på spændende vis.

Tirsdag den 11. august kreeres maden således af trænings- og ernæringsekspert Diana Jordt, der tilbereder maden sammen med de udviklingshæmmede borgere. Råvarerne vil udelukkende være vadehavsprodukter og lokale råvarer.

Onsdag den 12. august grilles helstegt lam fra Kjeld Pedersen i Højer med salat fra Marsk Pølser og nye kartofler fra lokal landmand, mens torsdagens menu består af grillpølser med mere.

Bag initiativet står Tønder Kommune, som har søgt og fået bevilget 90.000,- fra satspuljemidler til sommerferieoplevelser for udviklingshæmmede. Midlerne er afsat på Finansloven til at fremme "nye veje til aktiviteter og ledsagelse for personer med handicap".