500 bigballer gik op i røg ved Rødekro

Frygt for at der skulle gå ild i otte tons kunstgødning fik i lørdag politiet til advare 30 husstande i Nr. Hostrup mod giftig røg - men brandfolk fik bremset ilden, inden flammerne nåede gødningen.

Beboerne i Nr. Hostrup fik lørdag aften besøg af politiet med en opfordring til at blive indenfor og holde døre og vinduer lukket. En større gårdbrand på Nr. Hostrup Bygade 15 ved Rødekro truede nemlig med at sende giftig røg ind over landsbyens ca. 30 husstande, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Branden opstod i gårdens halmlade og maskinhuse. Politiet fik meldingen om branden klokken 20.50. Det lykkedes dog brandfolkeneat forhindre, at der gik ild i kunstgødningen.

Slukningen har stået på hele natten og søndag morgen havde ilden stadig fat i de sidste bigballer og de vil få lov til at brænde ud.

Bortset fra frygten for giftig røg, der hurtig fortog sig, var ingen dyr eller mennesker i fare ved branden, fortæller vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.