500 medarbejdere er flyttet ind i nyt Lego Campus

Efter fire år med planlægning og byggeri er første del af det nye Lego Campus i Billund nu officielt indviet.

Mandag blev de to første af otte nye bygninger, der tilsammen skal udgøre Legos nye hovedkvarter, indviet.

Lego Campus omfatter, når det er helt færdigt i 2021, hele 54.000 kvadratmeter og skal huse omkring 2000 medarbejdere.

Det ligner legoklodser

Byggeriet er inspireret af et billede på Lego koncernens ejer Keld Kirk Kristiansens kontor. Det forestiller en lille dreng, der stolt viser det hus frem, han har bygget i legoklodser. Det skriver Lego i en pressemeddelelse.

Arbejdspladsen skal også være en oplevelse, siger Lego.
Arbejdspladsen skal også være en oplevelse, siger Lego.
Foto: Lego

- Der er gjort et stort stykke arbejde for at skabe en arbejdsplads, der afspejler vores værdier og skaber en sjov og legende atmosfære, fortæller administrerende direktør Niels B. Christiansen om det nye byggeri.

Legoklodserne er tydelige i det nye Lego Campus både i de udvendige mure og på taget, hvor der er bygget to gigantiske gule legoklodser. 

Nyt parkeringshus

Til de mange medarbejdere bliver der også bygget et helt nyt parkeringshus. 

Det er fyldt op med 4.150 solpaneler og producerer over 1 million kWh. Det dækker omkring halvdelen af energiforbruget i Lego Campus.