52-årig bilist kørte ind i skur og omkom på stedet

En mand er søndag omkommet i en soloulykke på Brædstrupvej mellem Aale og Tørring. Bilen trillede rundt og kurede ind i et skur.

Søndag morgen mistede en 52-årig mand livet, da han ramte et skur med sin bil på Brædstrupvej mellem Åle og Tørring vest for Horsens.

Det oplyser vagtchef Jørn Lindhardt ved Sydøstjyllands Politi til Ritzau

Politiet fik anmeldelsen klokken 7.56 søndag morgen.

Manden var tilsyneladende først ved at køre i grøften.

- Da han forsøger at komme op på vejen igen, triller bilen rundt på taget og kurer ind i et skur ved vejen, siger Jørn Lindhardt.

Den 52-årige mand, som er fra lokalområdet, omkom på stedet. Ulykken blev anmeldt af folk i nærheden, der så eller hørte ulykken ske.

Politiet er i færd med at underrette familien.

En bilinspektør skal undersøge bilen og ulykkesstedet for at forsøge at komme årsagen til ulykken nærmere.

Også lørdag skete der en soloulykke i det sydlige Jylland.

Her var det en ung mand på 21 år, som mistede herredømmet over sin bil i en kurve på Drostrupvej ved Vejen. Bilen ramte en betonkant og landede derefter ude på en mark.

Den 21-årige blev fløjet til hospitalet med helikopter. Hans tilstand er uvis, men ifølge politiet er han stadigvæk indlagt på hospitalet.